Arne Rosenkvist holder 4. maj-tale i Korning ved mindesten for Danmarks befrielse og nedlægger krans fra Korning Lokal Historiske Forening.

Tale og kransenedlægning den 4. maj i Korning

  Arne Rosenkvists 4. maj-tale 2010

Stjernestunder ses kun på mørk baggrund. Og den glædelige begivenhed som denne sten er vidne om er også kun rejst på baggrund af de 5 mørke år, der gik forud.

Stenen er rejst af folk her i Korning, de samme folk som stod bag flagalleen der blev rejst som en forsættelse af alsangen i begyndelse af krigen. Korning var den eneste sogn i det gamle Hedensted der har en friheds-mindesten. Da jeg i 1997 foreslog Hjemmeværnet (HJV) at vi skulle markerer denne dag var det naturligt i den gamle Hedensted kommune at vi markerede her i Korning ved frihedsstenen.

Vi har her et bysamfund der er sin historie bevist. Og den nystartede lokalhistoriske foreningen er også medarrangør i dag. Det er for mig et tegn på at mindestenen i Korning forsat er i gode hænder.
Nu hvor lokalforeninger sammen med andre foreninger her i Korning og Danmarks-Samfundet (DS) Hedensted står bag arrangementet.

Et historieløst folk er et fattigt folk.
Der er sagt: Det land kan ej forgå der ikke vil det selv. Men så skal de lære af deres fortid.

65-års dagen for Danmarks befrielse.
For hvert år bliver vi færre og færre der har oplevet den rigtige 4. maj, og derfor er vigtigt at bringe historien videre. Jeg erkender at aldersgennemsnitet er højt her ved denne mindehøjtidelighed. Og vi kan håbe at der kommer yngre til, jeg håber også at skolen bruger lejligheden til at fortælle hvorfor der er flag i flagalleen i dag.

Jeg er blevet spurgt hvor længe vi vil blive ved med at højtideligholde denne aften. Og mit svar er: Det bliver vi forhåbentlig ved med meget langt frem i tiden. Både at mindes her ved stenen og tænde lys i vinduerne den 4. maj.
Den 18. april, Dybbeldag, bliver jo mindet hvert år, og det er ikke blevet mindre med tiden, det var et nederlag, her denne dag har vi om en sejr, så dog en frihedsdag at mindes.

Allierede faldne.
Der er to flyvermindesten til minde over allierede faldne, én ved Bøgballe og én ved Åle. Det var folk der ikke havde tilknytning til Danmark, men alligevel mistede deres liv her.

Det har været naturligt for HJV at adopterer de to mindesten over faldne allierede flyvere, og denne aften at holde en lignende mindehøjtidelighed der. Så herefter forsætter HJV og DS videre til mindehøjtidelighed, kl 19 i Bøgballe og kl 20 i Donneruplund ved Åle. Herefter er alle velkommen til kaffe på HJV-gården i Honum v/ Rask Mølle.

Afslutning:
I alle årene har vi ved mindestunden, sunget de to sange, der frem for noget forbindes med 4. maj. Det er "En Lærke Letted" som apotekeren i Kolding satte sig til at skrive den 4. maj 1945, og som mere end den officielle frihedssang, om de fem forbande år, er kommet til stå for stemningen den 4. maj. Den anden sang er Chr Ricard: "Altid frejdig", der bedre end noget jeg kan sige, beskriver tiden vi mindes.
Med det i mente, vil jeg her nedlægge den krans som er skænket til mindehøjtideligheden her.

Jens Pedersen formand for Korning Lokal Historiske Forening byder velkommen til taleren Kurt Müller Pawlowski og de fremmødte ved kransenedlægningen den 4. maj 2009. Fra venstre ses Kurt Müller Pawlowski, Jens Pedersen, repræsentant med fane fra Danmarks-Samfundet, repræsentant fra Hjemmeværnet i Hedensted Kommune, to repræsentanter fra Korning Idræts Forening med foreningens nye fane og Idrætsforeningens fane fra besættelsesåret 1943.

Tale og kransenedlægning den 4. maj i Korning

  Fjerde maj 2009 - Kurt Müller Pawlowskis tale ved mindestenen i Korning

Færre og færre husker den glædelige besked i radioen fredag den 4. maj 1945 kl. 20.35 , hvor redaktør Johs. G. Sørensen oplæste budskabet fra London - kapitulationsbudskabet: "Feltmarskal Montgomery har meddelt den allierede øverstkommanderende, at alle fjendtlige styrker i Holland, Nordvesttyskland og Danmark, herunder Helgoland og De frisiske Øer har overgivet sig til den 21. armégruppe med virkning fra klokken 8 engelsk sommertid i morgen. lørdag den 5. maj."
Samme formiddag ringede samtlige af Danmarks kirkeklokker friheden ind. De fem forbandede År var slut - Danmark var igen et frit land.

Vi bør stadigvæk fastholde mindehøjtidelighederne netop denne dag - især også af hensyn til vore yngre generationer. Vi lever desværre i en tid, hvor verden ligesom er gået af lave - krig og ufred mange steder - lad mig blot nævne de forfærdelige massedrab i Afrika - og de voldsomme kampe i og omkring Gaza. Sidste år fortalte jeg lidt om, hvordan jeg selv oplevede befrielsen i det sønderjyske - enhver person født før og efter den 9. april 1940, da vi blev besat af nazi-styret, har uden tvivl sine egne oplevelser. Vi burde rent historisk gøre meget for, at så mange som muligt fik nedskrevet deres oplevelser af hensyn til fremtidens unge. Det vil være uvurderligt for fremtidens historikere. jeg ved ikke om, det kunne være en prisopgave for et eller andet bog-forlag? Måske oprette en lokal studiekreds med dette emne?

Jeg selv var næsten otte år gammel, da Frihedsbudskabet kom til min by - Broager i Sønderjylland - jeg blev det i hvert fald tre dage efter budskabet, nemlig den 8. maj. Og jeg har forsøgt at gengive mine drenge-oplevelser i den bog, jeg skrev for et par år siden.

Det har vist sig, at man i de sidste par år har boret meget i netop Anden Verdenskrig flere og flere ting er kommet for dagen - og nu er det ligesom, at man har turdet røre ved de negative sider af de forskellige indsatser.

Vi har hørt og læst meget om evakueringen fra Dunkirk i 1940 - men går man bag om kulisserne, så kunne denne evakuering være endt i et forfærdeligt nederlag, da såvel de franske, beligiske og engelske politikere og ledende militærpersoner i mange tilfælde slet ikke var deres opgaver voksne. Ja, det skete endda, at man bevidst modarbejdede hinanden til ubodelig skade for såvel den civile befolkning som soldaterne! I sidste øjeblik fik man dog reddet mange tusinder, men endnu flere kunne have været reddede, hvis samarbejdet havde været, som det burde have været!

I mange år har vi atter og atter hørt om den fantastiske allierede indsats invasionen den 6. juni 1944, men går man i dybden, som visse historikere nu har gjort - ja, så var denne invasion slet ikke så fejlfri, som mange hidtil har fået at vide - og dermed troet på. Alt, alt for mange ting slog fejl - og der var fx også stridigheder de ansvarlige politikere og de militære ledere imellem. Og hvem måtte så betale for disse fadæser - jo, soldaten, som gik i land på de franske kyster. Eller for den sags skyld landede fra luften på en eller anden måde. Heldigvis blev det ikke den helt totale katastrofe - og det skyldtes udelukkende, at det tyske panservåben ikke blev sat ind hurtigt nok - det våben var faktisk Hitlers kæledægge - og han sov, og ingen turde vække ham for at spørge om lov. Desuden var det frygtede tyske luftvåben, Luftwaffe, faktisk nu uden betydning, hvorimod de allierede havde den totale luftoverlegenhed. Prøv bare at forestille jer over 10.000 flyvninger denne dag!

Mange af de næsten samme ting gjorde sig gældende, da man i omtrent huj og hast måtte forlade Europa ved Dunkirk i maj-dagene 1940. Også her var der store gnidninger de ledende imellem - ja direkte dumheder er desværre ikke for meget sagt - den slags dumheder er først kommet for dagens lys i de senere år.

Danmark som sådan slap særdeles nådigt gennem Anden Verdenskrig - andre lande måtte bøde ufattelig hårdt - vi kan blot sammenligne os med vort broderland Norge. Men ofre måtte vi bringe - mange ofre. Og de første kom allerede den 9. april, da tyskerne overskred den dansk-tyske grænse. Når man har været soldat i Søgårdlejren, tænker man uvilkårligt på det dystre billede af kisterne med vore unge soldater, der faldt for den knusende overmagt.

Man tænker også på den stigende terror, der blev større og større - især da GESTAPO kom til landet i 1943 - nu så vi, hvilken ondskab og menneskeforagt, der lå bag nazismen - man siger nok, det værste nogensinde i verdenshistorien - ja, det er rigtigt i den nyere tid. Går vi tilbage i historien fandt der også langt før vores tids-regning uhyggelige ting sted - men forskellen var den, at vi jo dengang levede i et højt udviklet og moderne Europa, hvor disse misgerninger aldrig nogensinde burde have fundet sted! Men det gjorde de - og det endda systematisk. Det er ufatteligt, at nogle - heldigvis nogle få - der, den i dag ikke tror på fakta. Da Birthe og jeg for nogle år siden besøgte Auschwitz, fik vi og vore rejsefæller en tung klump i halsen, da vi trådte ind i lejren - under de prangende bogstaver. Arbeit macht frei! Løgn og atter løgn fra ende til anden. Det er bl. a. også de ting, vi skal tænke på her i dag, når vi mindes, at det nu er gået 64 år siden, vi blev et frit folk igen.

Det gør uendelig ondt, når vi hører og læser om, at nogle af vore unge i dag sætter livet til ude i den store verden for at sikre andre et demokratisk samfund. De giver det højeste, de har - nemlig deres liv i lande langt, langt væk fra Danmark. Vi kan blot tænke på vor forsvarsminister, Søren Gades, tunge byrder, når han gang på gang har skullet deltage i vore soldaters enten bisættelser eller begravelser. Og der kommer desværre nok flere!

I 1956 troede de fleste af os, at nu ville den 3. verdenskrig bryde ud. Vi der dengang var soldater blev pludselig klar over, det det meget hurtigt kunne blive alvor En vagtkommandør på vore kaserner blev normalt ringet op højst et par gange i døgnet af den officer, der havde ansvaret for vagten - nu skete der noget helt andet. På kasernernes gange blev skabene med skarp ammunition åbnede - bilerne blev startet hver time døgnet rundt - og vagtofficeren ringede mindst én gang i timen døgnet rundt. Pludselig blev soldaterne klar over, at det mest forfærdelige kunne ske - og havde man pjattet og sjusket lidt med sine øvelser - så kom skeen pludselig i en helt anden hånd. Ragnarok kunne bryde ud med et kort varsel. Vi havde øvet masser af gange i skovene nord for Aalborg og aldrig set eller anet, at der her var depoter med granater - nu var sløringen borte - dér stod de - og der var tusinder af dem.

Heldigvis kom de aldrig i brug! Men i dag ved vi, at verden er et usikkert sted - alt, alt for mange steder er der uro - og alt for mange steder bliver andre granater og andre våben brugt til at slå mennesker ihjel - meningsløst og atter meningsløst - hvornår lærer vi mennesker - de såkaldte homo sapiens - dog at sætte sig ned omkring et bord at tale sig til rette. Jeg håber, at det sker i vores tid. Vi som er samlet her i dag kan blot håbe, at menneskene dog i det mindste vil blive mere demokratisk indstillede i fremtiden. Og - ikke mindst - at vi lærer at respektere hinanden. Hermed nedlægger jeg en krans i håb om, at fremtiden bliver lysere for hele menneskeheden.

Tale og kransenedlægning den 4. maj i Korning

  Fjerde maj 2008 - Kurt Müller Pawlowski taler ved mindestenen i Korning

Tale og kransenedlægning den 4. maj i Korning

Traditionen tro afholdt Hjemmeværnskompagni Hedensted i lighed med tidligere år mindehøjtidelighed og kransenedlægning ved mindestenen i Korning - for Danmarks befrielse den 4. maj 1945. På baggrund af min mangeårige medlemskab af hjemmeværnet, og på grund af jeg husker krigen og besættelsestiden - samt opsætningen af mindestenen ved Korning Skole - der blev opsat af beboerne i Korning den 4. maj 1947 blev jeg bedt om at holde mindetalen af hjemmeværnet.

Mindetalen den 4. maj 2007 i Korning

Vi står her ved en meget gammel granitsten. Stenen blev i en fjern fortid med indlandsisen fragtet den lange vej fra Norge til Korning, og da isen smeltede for ti-tolv tusinde år siden lå stenen tilbage ved Storkkjær.
Vognmand Gunner Mortensen har fortalt mig at de måtte grave baghjulene på hans lille lastbil ned for at få løftet den store tunge sten op på ladet. Stenen blev kørt ud til en stenhugger i Horsens hvor det blev indhugget den mindetekst I kan læse på stenen i dag.
Teksten på stenen er forfattet af vejmand Peder Nielsen, der også var lokalredaktør for Horsens Folkeblad i Korning. Teksten giver fuldt ud udtryk for den taknemlighed som beboerne i Korning følte to år efter krigsafslutningen ved afsløringen af mindestenen.

Jeg er en af de få i Korning der husker krigen og de tyske soldater i Korning samt afsløringen af mindestenen i 1947. Jeg husker også den store fredsglæde der var i Korning den 4. maj 1945 om aftenen hvor vi hørte frihedsbudskabet fra B.B.C. i London.

Beboerne i Korning kom skånsom gennem krigen og de fem besættelsesår, men hverdagen var præget af rationeringer og vareknaphed. Især i de sidste to krigsår sov folk uroligt og frygtsomme om natten når larmende tungtlastede bombeflyvere med mål i Tyskland fløj lav hen over husene og tyskernes lyskastere ved Bygholm Sø oplyste himlen på en ildevarslende måde.

For ca. tyve år siden var jeg på Hjemmeværnets Højskole i Nymindegab og kom til at dele værelse med en tidligere politibetjent der havde været i tysk koncentrationslejr under krigen. Flere gange hver nat blev jeg vækket af hans mareridt, klager og råb på dansk og tysk, det var ikke særligt rart. Han var en af de mange der overlevede, men han var mærket for livet, plaget af søvnløshed og mareridt.
Kort efter at han var kommet hjem fra koncentrations lejren var han tilbage i tjenesten ved politiet, og han var med til at arrestere værnemagere og tyske håndlangere. Godt 50 år gammel var han nødsaget til at holde op ved politiet på grund af tiltagne problemer med eftervirkninger af koncentrationslejr opholdet.
Han frygtede at historien skulle gentage sig, blot på en anden måde, på den baggrund var han med til at opbygge hjemmeværnet i København og han var kompagnichef i fem år.
Han var en af de danskere der overleve koncentrationslejren, men han så flere af hans kammerater bukke under og det genoplevede han næsten hver nat i hans drømme.

Jeg husker at min far kom hjem og fortalte at Ane Pedersen, Ane Malkepige som vi kaldte hende, ikke i over en måned havde fået brev fra hendes søn Erling, der var i koncentrationslejr i Tyskland, og det sidste brev hun havde fået fra ham var skrevet af en medfange. Erling Pedersens forbrydelse bestod i at han var grænsegendarm.
Erling Pedersen overlevede koncentrationslejr opholdet og kom hjem til Danmark, mager og afkræftet, med en af de hvide busser ved krigens afslutning. Efter tre måneders rekreation og genoptræning, genoptog han arbejdet som grænsegendarm ved den dansk-tyske grænse.

Jeg husker at vores nabo Svend Teilmann, der var mælkekusk, oprevet kom og fortalte at Hans Kristensen var blevet hentet af tyskerne fordi han havde fisket nogle spande op af åen, der var blevet benyttet ved våbennedkastning. Hans Kristensen sad fængslet i en uge i Århus.

Jeg husker også at en anden af vores naboer Peder Gregersen, blev kaldt Peder Klak, kom og fortalte at Jens Andersen var blevet arresteret af tyskerne i Hatting.
Jens Andersen blev arresteret ved Hatting skole på vej hjem fra pigebesøg i Hatting, lidt før spærretid. Fem minutter før tyskerne anholdt ham var jernbanesporene blevet sprængt ved Hatting station. Jens Andersen måtte tilbringe to dage og nætter på Missionshotellet i Horsens, der var tyskernes hovedkvarter, før han blev løsladt. Han har fortalt til mig, at det var de to værste dage i hans liv.

Jeg oplevede besættelsen som dreng og bortset fra engang i efteråret 1943 hvor jeg sad og legede i min sandkasse ved mit hjem på Ussingvej da en engelsk spærre ballon pludselig rev el og telefonledninger ned nogle få meter fra mig, husker jeg aldrig jeg bange under krigen. Jeg husker krigen og besættelsen som en spændende tid, hvor der skete noget nyt hver dag og nat.

Hermed vil jeg afslutte min tale og nedlæge blomster til minde om de mange danskere der døde i frihedskampen for at vi i dag kan leve i et frit demokratisk land med ytringsfrihed for såvel Loke som Thor.